Tale til Galochemodtager Kultur i Syd repræsenteret ved Jes Johansen,
Torben Lindvang og Allan Schøne skrevet af Leif Maibom 7. november 2019
"Tak fordi jeg igen lov får til at begrunde uddelingen af en mere end velfortjent pris.
Og det oven i købet på en dag, hvor Danmark har fået nok et politisk parti.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille er klar igen.
Han har viljeløst vaklet rundt for at finde sit politiske ståsted i Det Radikale Venstre, Borgerligt Centrum, Ny Alliance, Liberal Alliance, men nu går det Fremad. For Simon Emil er en klog politiker. Allerede da han var 5 år gammel, vidste han ligeså meget om politik - som han gør i dag.
Og så er han den eneste mand, der har haft sin ægtefælle med til Herrefrokosten i Sønderborg. Men det var dengang. Nu har han bevist, at han også på det kønspolitiske område er i stand til at skifte parti.
Men er det ham, der skal have årets Galochepris? Nej!
Hvem så?
Det kommer, men først lige et spørgsmål: Er der gået inflation i prisuddelinger?
Vi havde for et par hundrede år siden en forfatter, der hed P.A. Heiberg, som bl.a. skrev: ‘Ordener hænger man på idioter’. Det kostede ham en bøde på 150 rigsdaler. Og senere blev han landsforvist og mistede sit statsborgerskab.
P.A. Heiberg var revyforfatter, før revyen blev opfundet, og han skrev satire som sikkert havde lukket Radio 24syv og sendt Birgit Schiøts Kretz Hørsholm på pension meget tidligere.
Jeg går ud fra, at det P.A. Heiberg mente dengang var sikkert, at for mange blev hyldet fordi de var noget, og ikke for det, de havde gjort.
Hjalp det?
Næh, for sådan er det osse i dag.
I dag kan man blive hyldet for at have dyrket årets største græskar, have den grimmeste julebelysning eller være indehaver af et par Botoxlæber, der vil gøre en sugemalle misundelig.
Men der er undtagelser.
Når Sønderborg Salgs og Reklameforening deler Galocheprisen ud, er det for at hylde en eller flere, der har fortjent det.
Dem der går nye veje - for dem, der går i andres fodspor kommer aldrig foran. Man skal være en first mover, have mod, være nytænkende og sætte Sønderborg på landkortet.
Det er nogle af kriterierne.
Har vi overhovedet sådan en i Sønderborg? Nej.
Vi har ikke en, vi har rigtig mange. Og derfor er det en svær opgave at finde den rigtige modtager. Men det lykkedes.
Vi har - blandt mange kandidater - udvalgt en absolut værdig vinder af ‘Årets Galoche-pris’, og det fejrer vi i dag, for vi mener faktisk, at Galoche-uddelingen er det nærmeste vi i Sønderborg kommer på en Oskar uddeling.
Det er også derfor at verdenspressen DKSyd nu samsender med hele verden, eller i hvert fald Kegnæs, Ketting og Asserballe.
Så vi ser allerede nu frem til en tårevædet takketale, hvor prisvinderen takker sin mor, hund, elskerinde, blikkenslager, sin forhadte skolelærer, naboen, genboen, overboen, bagboen, og alle dem, der mobbede ham, fordi han gik i kjole, da han var 7. Hvorefter han kysser de 30 nærmeste og kalder Trump en idiot.
Sådan en takketale vil vi gerne have.
Vi vil helst ikke have en kopi af den takketale Jonas Eika holdt, da han modtog 350.000 kr og Nordisk Råds Litteraturpris, hvorefter han svinede regeringen og især Mette Frederiksen til. Det kan vi gøre en anden dag.
Eller bare lade tidens gabestok: Facebook overtage den sag. For her kan man skrive så meget snavs, så man kan få en flæskestegs-elskende tyrkisk, men dårligt dansende kok, til at forlade ‘Vild med Dans’.
Det er bestyrelsen i Sønderborg Salgs og Reklameforeningen, der alene bestemmer, hvem som skal have prisen.
Man kan ikke gå på nettet for at stemme.
Det er ellers meget almindeligt. Det er jo ikke længe siden, at Lazy Dog i Sønderborg blev kåret for Danmarks Bedste Burger. Og alle i Sønderborg stemte på dem. Osse jeg. Og helt ærligt: Jeg har aldrig været der, og har aldrig smagt deres burger.
Hvis alle priser uddeles på den måde, er værdien vel nok begrænset. Så bliver det ligesom i politik: Man behøver ikke vide noget for at stemme. Det er derfor Stram Kurs overhovedet fik nogle stemmer.
Nå, men til sagen:
Hvem skal så have prisen i år?
Jeg skal måske lige her indskyde, at prisen selvfølgelig er bæredygtig, økologisk, miljøvenlig, Co2-neutral, absolut vegansk og personligt godkendt af Greta Tunberg.
A pro pos Co2. 10 minutter efter at vores nye miljøminister - som vi jo alle ved hedder……. Nå, så meget for miljøet - hedder Lea Wermelin. 10 minutter efter hun blev udnævnt, fik hun stukket en mikrofon i næsen - langt større end den mikrofon Ghita Nørby blev bange for - og spurgt: - Hvad mener du om Co2?
Og så svarede hun kvikt. - Ved det ikke, jeg har kun set 1-éren.
Som sædvanligt afslører jeg ikke fra starten, hvem der skal have prisen, men jeg gi´r nogle hints. Men lad nu være med at råbe op, så snart I gætter det.
Første ledetråd er - 2004.
Frederik og Mary blev gift.
Jodle Birge døde, og kisten blev båret af de Rigtige venner og 3 hvide duer.
A pro pos duer, så blev vi i 2004 angrebet af Fugleinfluenza. Mange blev så bange for fugle, så flere lokalradioer holdt op med at spille Michael Falck.
Og i 2004 startede vores prismodtager sin…….skal vi kalde det en virksomhed.
Det er måske ikke den rette betegnelse, men de - for der er flere - var virksomme og har været det siden.
Næste ledetråd er - Italiener.
Aha! Tænker I! Pizza. Mad. Bella Italia. De har lige haft 40 års jubilæum.
Eller Alsik. Og Jesper Koch, der nu fylder godt i både kokkejakken og på skærmen.
Det kunne også være hvide italienere, altså høns. Ikke dværgracen af hvide italienere.
Tænkt stort. Og tænk på lyden af den kaglende hønsegård. Altså noget med kvinder. For man skal jo huske på, at ca. halvdelens af jordens befolkning, er dumme, overvægtige, egoistiske og selvglade.
Den anden halvdel er kvinder.
Men der er faktisk ingen kvinder i ledelsen af den virksomhed, der skal modtage Galocheprisen.
En fejl? Måske, men det gør jo tingene meget lettere. De behøver jo ikke overveje om der skal være dans til julefrokosten.
Det gør de jo så måske alligevel efter dette års udgave af ‘Vild med Svans’.
Tredje ledetråd er tre ord: Kendisser - Initiativer - Successer.
Det kunne osse være disse tre ord: Klapsalver - Ildsjæle - Scener
Eller: Kardemommeby - Industrisymaskine - Sexualalder
I det sidste eksempel skulle I udelukkende hæfte jer ved de tre ords begyndelsesbogstav: K - I - S
Fordi K- I - S siger KIS - siger: Kultur I Syd.
Jeg havde osse tænkt på en anden ledetråd. Men så havde I gættet det med det samme.
Og det var såmænd bare et enkelt ord: Trafikkaos.
Men for lige at forklare ledetrådende:
2004 var startåret, hvor Torben Lindvang, Allan Schøne, Erling Duus, Jens Schmidt og Jes Johansen dannede Kultur i Syd og startede en sponsorjagt, der skulle give basis for store koncerter i Sønderborg.
Italieneren var selvfølgelig Luciano Pavarotti, der kom, så, sad ned og var syngende overvægtig. Måske var det de sidste toner, der den dag i august kom ud af hans fuldfede hals, men tonerne bar. I hvert fald for Kultur i Syd, der herefter har præsenteret store danske og internationale navne.
Kultur I Syd får prisen fordi I, i den grad, har skabt et musikalsk fyrtårn i Sønderborg, der har sat byen på landkortet og givet os et hav af store musikalske oplevelser.
Fra Pavarotti til Bon Jovi. Fra Lilholt til Seebach. Fra Mølleparken til Slagmarken.
I lever fuldt ud op til alle de begrundelser, der står i vedtægterne - ikke mindst denne:
Årets Galoche uddeles til en eller flere personer, der gør en forskel i Sønderborg-området, en person, der er med til at udvikle området og sætte det på landkortet. Om det er indenfor kunst, kultur, erhverv, markedsføring eller noget helt femte er underordnet.
Til lykke med prisen, og husk at K - I - S også kan betyde: Kanonsucces I Sønderborg