65 års fødselsdagstale v. Torben Fich

Tale til SSRs 65 års fødselsdag 

v. Torben Fich

Kære SSR – min gamle ven – tillykke med din 65 års fødselsdag. Vi har kendt hinanden i mange år. Din barndom og ungdom husker jeg ikke. Dels er du 3 år ældre end mig og dels har du hele livet holdt til i Sønderborg, som jeg først flyttede til da jeg var først i 20-erne.

Første gang jeg hørte om dig havde du en tovholder der hed Jens Schmidt. Jens var din tovholder i 10 år. Jeg kendte Jens som skattet Danfoss-kollega og medarbejder i mange år. Desværre er Jens ikke blandt os mere. Vor Herre skulle bruge en reklamechef. Så nu sidder Jens i himlen og jonglerer med layouter, koncepter og kampagner. Æret være Jens’ minde.

Tilbage i 1980 havde du SSR udpeget Jørgen Ley til din tovholder. Det var Jørgen der for alvor åbnede mine øjne for dit virke. Jørgen var din tovholder i 10 år, men med i din inderste kreds i mange år både før og efter han var din tovholder.

Jørgen Ley, var og er en ildsjæl og reklamemand af guds nåde. Når du inviterede til samling sørgede Jørgen for et massivt fremmøde. Både detailhandlere, industrifolk, skolefolk, serviceerhverv og politikere mødte op. Gennem en årrække blev der flere og flere, som gerne ville møde dig og være med, når du inviterede.

Dengang var der ikke noget der hed sociale medier og venner på Facebook. Hvis der havde det, ville det halve Sønderborg have været venner med dig. Alle - høj og lav, ung, ældre, kvinder og mænd mødte op når du inviterede. Og dagen efter snakkede man i hele byen om hvad du nu havde trukket op af hatten.

Senere – i 1990 - fik jeg lov til selv at blive din tovholder.

Til din 40 års fødselsdag i 1991 mødte 113 gæster op, herunder borgmester Winsor og frue. Samme år inviterede du til samling med Monica Ritterband, her 364 gæster op. En rekord der aldrig er slået.

Senere fik du en kendt bilhandler – Lars Bang – til – under mottoet Bang, Bentley og Beaujolais - at køre til Frankrig og hente adskillige kasser af den ny-frigivne Beaujolais Nouveau som du havde indbudt til prøvesmagning af –dagen før alle andre i Danmark kunne smage den. Der var 142 gæster.

Du fik Jens Jørgen Thorsen til at male 6 store lærreder i farverihallen sideløbende med filosoffen Tor Nørretranders filosoferen over galskaben i kunst og teknologi - et internet firma til at lave online auktion på billederne tilbage i 2000. For blot at nævne enkelte eksempler på dit virke.

Gang på gang fik du kendisser hentet til byen for at bidrage fagligt og festligt når du inviterede.

Dine gæster mødte talrigt frem, og du sørgede for, at de blev fagligt beriget og underholdt og samtidig blev mange uformelle netværk skabt.

Dine årsmøder var et kapitel for sig.

Et år var temaet ”gangster Chicago i 20erne” og gæster mødte op med cigar, trench-coat og hat, kvinder i ”charlston-kostyme og med cigaretrør – et spørgsmål til regnskabet affødte at spørgeren blev slæbt udenfor, og der lød et skud – likvidering tænkte vi. Den døde var din revisor, og på mirakuløs vis genopstod han og blev genvalgt som din revisor.

En anden gang inviterede du western-årsmøde. Alle var udklædt i western-dress og talerstolen var en levende hest. Din kasserer var hundeangst for at sidde på hesten, og da eventuelle spørgsmål skulle stilles til hest, blev regnskabet godkendt på rekordtid.

Til din 50 års fødselsdag inviterer du til stor fest med 7 retters gourmet mad af mesterkokken Jan Sørensen, Østjysk musikforsyning og Dreamband spillede til langt ud på natten. Samtidig var det min sidste optræden som din tovholder i 11 – for mig -forrygende år. Det er nu 15 år siden.

En tovholder gør det absolut ikke alene. Det kræver et team af ildsjæle, med vilje og evne til at inspirere hinanden, udfordre hinanden, udvikle skæve vinkler men bevare en klar fokus. Mærke tidens og fremtidens puls, finde de bedste aktører og samtidig holde omkostningerne nede. Set over 65 år er det lykkedes det ganske godt for dig ”SSR”.

Og tak til alle som gennem 65 år har bidraget hertil.

Aktiv, aktuel og anderledes har altid været dit varemærke- og selv om dit aktivitetsniveau måske naturligt falder lidt med alderen er du stadig fulgt med tiden.

F. eks har du nu en dygtig kvinde – Joan - som tovholder til at stå i spidsen for dine aktiviteter og realisere dine planer.

Samtidig er gamle traditioner, som biograf-præmierer er holdt i hævd, siden den første ”forpremiere på Klinkevals i 2000, hvor du fik filmen til Sønderborg dagen før den officielle premiere i København. Og samtlige 237 pladser i biografen fik du fyldt op.

Efter de gældende pensions-regler, kan du jo nu gå på en fortjent pension som 65-årig. Men det drømmer du ikke om. Du fortsætter dit virke, og jeg ser frem til hvilke nye initiativer, du sætter gang i de kommende år, og til din runde fødselsdag om 5 år.

 

Vil i løfte glasset og skåle for at vores gamle ven SSR holder sig aktiv i mange år endnu.

SSR længe leve.

7. oktober 2016

 

All rights reserved
© 2024 Sønderborg Salgs- og Reklameforening