Tale til Galochemodtager af Leif Maibom:
Galoche-tale 7.oktober 2016
Tak fordi jeg igen har fået lov til at være den, der begrunder udvælgelsen af Årets Galochemodtager.
Det gjorde jeg også sidste år. På den nyåbnede restaurant Barbie. Den lukkede 4 måneder senere. Så når vi går hjem, er det nok sidste gang, vi er her på Comwell.
Men jeg gør det alligevel, for det er altid dejligt at dele gaver ud. Det er ligesom at være politiker op til et valg. Forskellen er bare, at vi ikke skriver regningen ud til prismodtageren bagefter.
Men lad mig lige starte med at repetere nogle af de kriterier, der skal være til stede for at man kan modtage Galocheprisen:
· Det handler om at gå nye veje
· Det handler om mod, kreativitet og inspiration
· Det handler om at sætte Sønderborg på landkortet
Og bortset fra det sidste ku´ det jo sagtens være Donald Trump, der skulle modtage prisen. Det er det ikke.
Og nu kan det godt være, at jeg starter lidt underligt, og måske lige rammer et brandaktuelt emne, der virkelig deler vandene i vores lille Lars-Løkke-land.
For årets galochemodtager en skabende virksomhed her i Sønderborg, der virkelig er en frontløber, når vi taler om at turde ansætte arbejdskraft fra andre lande. Og det er vel at mærke ikke folk fra andre lande, der kommer for at overtage - eller ligefrem hugge - danske jobs.
Det er fordi, der ikke er danskere med de rette kvaliteter til at varetage disse jobs.
Så vi taler altså om en gruppe mennesker, der når de ankommer, ikke er danske, og det er jo virkelig et emne, der tager fokus for tiden.
Kan I huske, da vi for år tilbage blev præsenteret for en spray, der hed ‘Gå væk hund’? Postbudene elskede den. Og sprayen findes endnu. Det gør postbudene ikke.
Til gengæld står Danskernes Parti nu på gågaden i Haderslev og uddeler AsylSpray. Der kunne
vel ligesågodt ha´ stået ‘Gå væk fremmede’.
Og fremmede er de, der ikke er danske. Og hvem der er dansk, er jo et meget hot emne lige nu. I hvert fald i følge DFs Martin Henriksen, der på TV anfægter at gymnasieelev Jens Philip, der er født i Danmark, taler dansk og går i dansk skole - ikke nødvendigvis er dansker.
Til gengæld er Jønke, Stein Bagger og Kurt Thorsen rigtige danskere. Hurra for dem.
Jeg er en ivrig facebookbruger, så danskerdebatten fik mig til at skrive:
Jeg er Fynbo, Østjyde, Sønderjyde - med både østtysk og hollandsk blod i årerne tilsat lidt alkohol fra flere lande - måske dansker, men først og fremmest: Menneske.
Og lad os bare slå fast: Årets Galochemodtager ansætter mennesker. Rent faktisk er der p.t. 14 forskellige nationaliteter - eller 15, hvis man regner sønderjyderne med.
Og det gør vi.
Hvilket får mig til at tænke på Kedde fra Asserballe, der engang af en turist blev spurgt: - Hvad ville du være, hvis du ikke var sønderjyde. Og så svarede Kedde: - Så ville jeg være flov.
Så nu ved vi altså, at vi taler om en virksomhed, der er frontløber i forhold til at modtage og ansætte,og integrere udenlandsk arbejdskraft.
Men hvordan kan en arbejdsplads med på mange nationaliteter, og dermed sprog, fungere. Det kan den fordi der findes et sprog, der er ens i hele verden. Det består ikke af et ukendt antal ord, men bare af 12 toner, der kan mixet og blive til det, der binder hele verden samme. Nemlig musik.
Musik!
Så er vi på sporet. Og der sidder sikkert en og tænker sikkert: Så er Prismodtageren nok det dansorkester min fætters far - som var Kedde fra Asserballe - startede i 60érne. Og det hed: ‘Kedde Stik og Hans Kvashuggere’.
Er meget populært danseorkester, der ku´ spille alt fra Lille Sommerfugl til My Way - me de
samme tre akkorder.
De var galt goj!
Og den slags orkestre findes da bestemt endnu. Jeg var engang ude at optræde til en firmafest, hvor det berømte danseorkester ‘Fede Fin og Funny Boys’ spillede. De gør sig ret bemærket - ikke så meget på grund af det musikalske - men mere fordi de altid optræder i ens jakker i et snit og en kulør, der ville få selv Elton John til at blegne.
Men de er populære, og ved det allerførste bord foran scenen sad en meget højgravid pige og stirrede beundrende på Fede Finn. Hun havde et papskilt i hånden, hvor der stod: - Min søn skal hedde Finn.
Og Fede Finn er ikke uimodtagelig for kvindelig charme, så i en pause henvendte han sig til pigen og sagde: - Det er næsten en skam, at din ufødte dreng ikke kan se os spille. - Det gør ikke noget, svarede pigen. - Jeg har taget trusserne af, så han kan høre musikken.
Men lad mig straks slå fast: Det er ikke i populærmusikken, vil skal finde årets prismodtager. Og det er ikke for at nedgøre popmusik. Jeg elsker pop, ligesom jeg elsker jazz, rock eller klassisk. For der er kun to slags musik. Den gode og den dårlige.
Og vores prismodtager leverer den gode.
Og de gør som tidens nethandel byder: Leverer stort set til døren.
I hvert fald spiller de ca. 150 koncerter om året og kun ca. 35 af dem spilles her i byen. Resten fordeles fra Kolding i nordøst til Hamborg i syd, Esbjerg-Ribe i vest.
Et af kriterierne for at modtage prisen var: At gå nye veje. Betyder det så, at de spiller ny musik.
Ja, det gør de også, men et er at spille - både ny og gammel musik. Et andet er at øge interessen for musik.
Og f.eks. fange børnenes umiddelbare glæde ved rytme og musik. Den opgave kastede vores prismodtager sig over for over 45 år siden.
De startede simpelthen en række Skolekoncerter, der senere fik lignede orkestre andre steder i landet til at gøre det samme.
Men før eleverne - og det drejer sig om 4. klasserne - skal til skolekoncert, får alle skoler i Syd
og Sønderjylland besøg af mindre grupper af vores prismodtager - og nu kan jeg vist ligeså godt sige navnet, for jeg tror, at alle har gættet at det er Sønderjyllands Symfoniorkester, der er årets modtager af Galocheprisen.
Og jeg har selv - i min fjerne fortid som musiklærer i folkeskolen - haft besøg af medlemmer af orkestreret, og vi har været til de store fælles koncerter med hele det store orkester.
Og det var ikke deres skyld, at jeg stoppede som lærer.
Grunden var at jeg efter sommerferien mødte en ny, lille pige på gangen, og så sagde jeg: Hvad hedder du? - Jeg hedder Lise, svarede hun - og jeg går i børnehaveklasse. - Jeg hedder Leif, sagde jeg - og jeg har været her i 11 år, kan du så regne ud, hvad jeg er. - Ja, svarede Lise. - Du er dum.
Og jeg har senere et par gange haft den glæde at være konferencier ved orkesterets jule- og nytårskoncerter, hvor vi netop turnerede rundt i landsdelen. Så jeg kan ved selvsyn sige, at det virker.
Vi har et fantastisk orkester - fra 14 nationer - der i den grad er med til at sætte Sønderborg på landkortet. De spiller som sagt ca. 150 koncerter om året, og så kan man også ved mange andre lejligheder møde små grupper af orkestret til receptioner, fester, kammermusikkoncerter m.v.
Og når man har et orkester i byen med 65 dedikerede, topprofessionelle musikere, så har det selvfølgelig medført, at vi også har en stor velfungerende musikskole, nu også med MGK - en treårig uddannelse, der forbereder eleverne til at komme på et musikkonservatorium - takket være musikerne fra Symfoniorkesteret.
Jeg tror sagtens man kan sige, at musiklivet i Sønderborg er dybt afhængige af at have Sønderjyllands Symfoniorkester i byen.
Og nu man nu igen hører at den sønderjyske Kulturminister Bertel Haarder - Jeg går ud fra, at
han er minister endnu, men jeg har ikke hørt nyheder siden kl. 17,00 så meget kan være sket. Men Bertel er i hvert fald igen begyndt at rasle i utakt med kultursparekniven, og det betyder, at der er endnu større grund til at bakke op om alle tiders internationale, sønderjyske landsdelsorkester.
Så jeg synes, vi skal invitere Bertel på en stor skål risengrød og fortælle ham, at vi er så glad for vores orkester, så de derfor er modtager af Galocheprisen 2016.
Og jeg vil bede Musikchef Nikolaj Andersen om at komme herop for at modtage prisen.