2011 Galoche - Johnna og Leif Maibom

Johnna og Leif Maibom

Modtager af årets Galoche 2011 - begrundelse:

Gør en forskel, Tro på dig selv, Bliv klogere og Vi kan, hvad vi skal. Sådan lyder de fire paragraffer i Sønderborgmanifestet. Selvom det ikke er mere end et år siden, paragrafferne for første gang blev formuleret, rummer de meget præcist essensen af det, som vi i SSR har ønsket at påskønne igennem de sidste seks år. I år er det syvende gang, vi uddeler Årets Galoche. Galochen repræsenterer det modsatte af at gå i små sko – deraf navnet. Mod, vilje, idérigdom og inspiration er vores kodeord – ganske som i Sønderborg-manifestet. Vi vil med galochen hylde personer eller virksomheder, der gør en forskel for vores område – og som deler SSR’s grundlæggende opfattelse ved at tænke kreativt, anderledes og tage chancer for derigennem at nå noget, som gør hverdagen en lille smule sjovere og ikke mindst mere indholdsrigt.

I år skulle man næsten tro, at vi havde stiftet galochen, imens vi tænkte på årets galochemodtager eller modtagere. Og nu begynder det jo så at blive spændende. Hvert år forsøger jeg jo at trække pinen ud så længe som muligt, før jeg på bestyrelsens vegne løfter sløret for, hvem der skal have galochen. I år synes jeg, det er en utrolig svær opgave, så derfor vil jeg allerede nu afsløre, at her vitterligt er tale om en dynamisk duo. Selvom den ene er mere synlig end den anden, så tag ikke fejl – her er tale om teamwork, når det er aller bedst. Og her er tale om et projekt, som nogle fandt underholdende og hyggeligt, imens andre trak lidt på smilebåndet, nogle måske på hovedet – og kun få troede på, at dette lille hobby-projekt kunne blive til en af Sønderborgs største successer.

For kort tid siden udkom der et elektronisk magasin om Sønderborg, der fortalte de virkelige historier bag Sønderborg manifestets paragraffer. Den ene halvdel af aftenens dynamiske duo personificerede her §2 Tro på dig selv, men det kunne lige såvel have været Gør en forskel eller Vi kan, hvad vi skal. For sammen har disse to mennesker gjort det, som mange andre kun drømmer om. De har troet på sig selv og gjort det, der skulle til for at skabe en helt unik forskel i vores område og i hele den branche, de befinder sig i.

Jeg vil også vove at påstå, at man bliver klogere i disse menneskers selskab – klog på humor, leg med ord, scenekunst og inspirerende talent. Mon ikke mange af jer allerede har gættet, hvor jeg er på vej hen? Hvis I stadig er i tvivl, er det slut efter dette lille citat fra den ene halvdel af årets galochemodtager-par:

– Da jeg startede Sønderborg Sommer Revy for 30 år siden, var det for sjov. Senere blev det en virksomhed og min levevej. Men havde jeg lyttet til den totale tavshed, vi i starten blev mødt med fra landspressen, de store revyer og andre toneangivende, var eventyret endt efter få år. Men jeg var tykhudet, stædig, og jeg troede på mig selv og min idé.

Det var selvfølgelig Leif Maibom, manden bag Sønderborgs populære og anmelderroste revy, der sagde sådan.

Johnna og Leif Maibom startede revyen i 1982. Dengang var det udelukkende en lokal begivenhed, der tiltrak 2000 sønderborgere. I dag er Sønderborg Sommerrevy Danmarks tredjestørste revy, og publikum strømmer til fra hele landet. Alene i 2011 har næsten 25.000 fået motioneret lattermusklerne, når Leif og Johnnas revy-team har foldet sig ud på de skrå brædder i Sønderborg Teater.

Oprindeligt var revy og tekstforfatning blot en hobby for Johnna og Leif. Men med et udpræget talent og en klippefast overbevisning om, at det kunne lykkes, har de to sammen formået at skabe en af landets mest populære revyer. Det er mildest talt imponerende. Ingen her går i små sko – men omvendt er successen er aldrig steget dem til hovedet. Ud over at være to kreative, beslægtede og energiske sjæle kender vi alle også Leif og Johnna som to dejlige og varme mennesker, der er med til at sætte kulør på vores hverdag, og som vi ikke vil være foruden.

http://www.sommerrevy.dk/

All rights reserved
© 2024 Sønderborg Salgs- og Reklameforening