WOHLENBERG
2010 Galoche begrundelse
I år er det seks år siden, at SSR stiftede prisen Årets Galoche. Igennem årene har bestyrelsen talt mangt og meget om, at vi gerne ville værdsætte lokale mennesker, der har gjort noget i tråd med SSR’s grundlæggende opfattelse. I SSR forsøger vi at tænke kreativt, anderledes og tage chancer for derigennem at nå noget, som gør hverdagen en lille smule sjovere og ikke mindst mere indholdsrigt.
Vi giver galochen til en person eller virksomhed, der vil frem i verden, og som prøver noget nyt uden dog at være på sikker grund. Mod, vilje, idérigdom og inspiration er kodeordene. Vi synes, at det er fedt, når nogen tør tage disse chancer, og som frem for alt ikke går i små sko.
Med årets galoche 2010 ønsker vi at bakke op en person eller virksomhed, der tør, vil og kan. Det belønner vi med et gavekort på 5000 kr. og naturligvis æren og vores store påskønnelse af deres eksistens. Sidst men ikke mindst satser vi da bestemt også på, at vores lokale medier i den kommende tid vil skrive lidt om vores galochevinder.
I år skal vi finde Galoche modtageren i detailhandlen. For kender I det med garanti: Man går ind i en butik, og straks ved man, at man er kommet til det helt rette sted. Indbydende varer på hylderne, førsteklasses service og en helt unik viden om alle de forskellige kvalitetsprodukter, der sælges. Man følger sig ganske enkelt hjemme og i de aller bedste hænder. I år taler vi om en butik, som jeg tror alle i Sønderborg-området kender, for den har faktisk snart eksisteret i 100 år. Der er dog intet støvet eller forældet over vores galochetager – derimod betyder respekten for den lange historie masser af hygge og atmosfære.
Respekten for historien har også været en ledetråd i den modernisering og ombygning, som vores galochemodtager har turde igangsætte i den værste finanskrise i nyere tid. Lokale leverandører og håndværkere blev nænsomt udvalgt til at varetage den store ombygningsopgave, imens inspirationen blev hentet ikke kun i Danmark men også i udlandet. I bestyrelsen havde vi en afstemning, og jeg har dem Galochemodtageren tæt på, så mine overvejelser gik på: Den skønne duft af krydderier og te jeg kan nyde hver dag, holdt op mod ombygningen, som godt nok var en hård nyser. Det er flot, det er stort, det er godt tænkt og det er modigt – og jeg tror ikke, at nogen længere er i tvivl om, at jeg taler om Wohlenberg, hvor Jørn og Jens i år får Årets Galoche. I aften er det kun Jørn, der er her, så Jørn, vil du komme herop."
Foruden middag blev der ved generalforsamlingen budt på champagne- og chokoladesmagning, forestået af Jørn Petersen fra Wohlenberg, der ikke anede, at han senere på aften skulle modtage Årets Galoche på vegne af hele Wohlenberg.
»Jeg blev utrolig glad og overrasket og vidste intet om, at vi ville modtage Årets Galoche. Jeg kan garantere, at Galochen skal komme alle medarbejderne hos Wohlenberg til gode«, sagde en glad Jørn Petersen.
http://www.wohlenberg.dk/